Da di da di da
I skovens dybe stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted´ mangen gang
til fuglens glade sang,
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.
Hør! Landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
småfuglen før den går til blund,
den kvidrer lidt en stund;
i mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø,
nu kloken ringer - aft´nens fred
sig stille sænker ned.
