Tiden den går som tid har for vane
men hvor gik bløddyret hen
da kultleder German von überhybel
viste sig på scenen igen
tomheden råder i stort & i småt
& ungdommen færdes på krykker
jeg væbner mig med horn & cirkusmusik
for det er stadig kun muzakken der rykker
Der blæser en vind fra nord uden nåde
snart fløjtes sommeren af
German løb ind i en psykisk offside
& pådrog sig et nederlag
verden er ond det ved selv et barn
der er ingen retfærdighed til
når drømmene brister & jorden ta'r sig ud
som en trekant i et glasperlespil
Dagene går som dage de plejer
sandhedens time er nær
German gik flere gange rundt om sig selv
på udkig efter eget værd
livet er lykken når himlen er blå
når sommernatten ta'r os i ed
& når solsorten synger solen i sænk
til skaberens fulde tilfredshed
